Fysiske rammer

Vuggestuen og børnehaven ligger i to separate huse på en stor fælles grund, bundet sammen af et udendørs fællesområde.

Vi har samlet en stor og dejlig kuperet legeplads med træer, buske og græs samt masser af udfordringer for de forskellige aldersgrupper i Børnehuset.

I Vuggestuen har vi en sansesti/junglesti og højbede. I vuggestuen har vi også en hønsegård, hvor børnene er med til at fodre hønsene og samle æg. Vi har et spændende sneglebed med vinbjergsnegle og havesnegle. 

I Børnehaven er der fodboldbane, gokartbane, en legeplads med mange muligheder for bevægelse og aktiviteter og store terrasser med mulighed for samling og fælles eftermiddagsmad.

Fællesområdet er et afgrænset fordybelsesområde med højbede og planter der stimulerer sanserne, samt sansehave og spiselige planter. Vi har højbede med grøntsager, hvor børnene oplever processen i "fra jord til bord". Vi har et lille aktivitetshus og bålplads samt en labyrint af bøgehække, der giver lyst til bevægelse og udforskning. Denne del af legepladsen er tænkt som et samlingspunkt for mødet mellem vuggestuebørn og børnehavebørn.

Indenfor er der tænkt på børnemiljøet, og der er skabt små rum hvor børnene kan lege i små grupper. Vi har alrum i begge huse, hvor vi har mulighed for at lave fællessamlinger og aktiviteter i forbindelse med læreplansarbejdet.