Dagligdagen

Vores hverdag starter kl. 6.15 hvor børnehaven åbner. Vi leger her til kl. ca. 8.30.

Børn og voksne gør sig klar med overtøj og rygsæk, til skolebussen henter os kl. 9.00, eller vi går til bestemmelsesstedet.

Når vi er fremme i området sætter vi vores rygsække på en pæn række, og så går legen eller aktiviteterne i gang.

Hver dag er der samling i grupperne inden der skal spises. I samlingen tages der mange forskellige emner op, som der bliver snakket om, og der læses historier, synges og der bliver lavet rim og remser. Vi laver også nogle gange bevægelsesaktiviteter.

Madpakkerne bliver spist i en hyggelig atmosfære, med mulighed for at fortælle, læse synge m.m.

Tilbage i børnehaven er vi på legepladsen, men hvis børnene er kolde og meget våde går vi ind og leger.

Vi starter med at spise frugt kl.ca. 14.00 - børnene har frugt med hjemmefra.

Vi rydder op og lukker børnehaven mandag til torsdag kl. 16.30, fredag 15.45.

Mandag er mødedag.

Er der ikke aftalt andet om fredagen, så er vi i børnehaven.

Praktiske ting i hverdagen

Telefon: Skal du ringe til børnehaven træffes vi bedst om morgenen indtil kl. 8.30 og igen om eftermiddagen efter kl. 13.00. der kan indtales besked på vores telefonsvarer i den periode vi er på tur.

Vi vil gerne have besked til børnehaven, hvis dit barn er syg eller af anden grund holder fri.

Børnene skal være i børnehaven kl. 8.30 for at være klar til at komme med på tur kl. 9.00 og kan hentes i børnehaven efter kl. 13.00 når vi er hjemme igen. Det er også muligt efter aftale at hente sit barn i det skovområde i er i.

Aktiviteter

Af særlige aktiviteter gennem året kan bl.a. nævnet: børnehavens fødselsdag, fastelavn, udflugtsture, forældresamtaler, arbejdsdag, forældremøder, bedsteforældredag, sommerfest, julefrokost og andre julearrangementer. Derudover har vi kaffedag ca. en gang om måneden fra marts til oktober. Ideen med kaffedagen er at skabe en pause i hverdagen, hvor man har mulighed for at hygge sig sammen med børnene og andre forældre i børnehaven.

Forældrene er altid velkommen til at deltage på vores ture.

Vi har engang imellem bamse/dukke dage, her kan børnene medbringe deres dukke eller tøjdyr, men til daglig bruger børnene børnehavens legetøj.

På opslagstavlen er der opslag om daglige aktiviteter. Der vil løbende være informationer fra forældrebestyrelsen og børnehaven.

Dagligt kan forældrene læse og måske se billeder fra vores oplevelser i løbet af dagen.

Når dit barn starter i Skovtrolden, får han/hun udleveret en lille rygsæk.

Det er vigtigt dit barn er klædt på til årstiden, da vi opholder os ude mange timer. Vi vil gerne have navn på alt overtøj, sko, madkasse, drikkedunk ol.

Sommertid

Om sommeren skal du huske at smøre dit barn med solcreme om morgenen. Vi skal nok supplere med vores solcreme midt på dagen. En kasket kan også være god til at beskytte hovedet med solen.

Vintertid

Det er vores erfaring, at en god flyverdragt, der er vandtæt er at foretrække, og en god ulden trøje eller fleecetrøje ofte er nødvendigt under flyverdragten.

Vinterstøvler der er vandtætte og åndbare kan vi anbefale, da børnene har støvlerne på i mange timer, og børnene går ikke af vejen for en god stor vandpyt.

Uldne strømper, vanter samt uldundertøj er også godt i de kolde måneder, hvis dit barn let fryser.

I dårligt vejr har vi overtrækssko til forældrene, når de går ind på stuen så vi undgår vand der hvor børnene ligger og leger.

Hvad skal der medbringes?

Rygsæk indeholdende: madpakken, 1 drikkedunk meget gerne indeholdende vand eller mælk. Saftevand er ikke sagen i perioder med hvepse og bier og børnenes tænder har ikke godt af det. I rygsækkens forlomme vil vi gerne have et par strømper og et par underbukser som er lagt i en plastpose.

Et ekstra sæt tøj, der kan ligge i børnehaven, hvis børnene har et uheld, eller de er våde efter udetur.

Det er en god ide at dit barn har en jakke til brug, når det skal hjem fra børnehaven, for ind imellem er flyverdragten temmelig våd og beskidt. Husk at tage det våde tøj med hjem, for det bliver ikke tørt til næste dag når det hænger i børnehaven.

Fredag vil vi gerne have børnegarderoberne tømt for tøj sko m.m. Dette af hensyn til rengøringen.