Pædagogisk fokus

Respekt - Venskaber - Medbestemmelse

Vi finder det vigtigt, at hvert barn kan udvikle sig i sit eget tempo og har mulighed for at mærke efter: Hvem er jeg? Hvad har jeg lyst til? Hvem vil jeg gerne være sammen med? Osv.

Leg, fordybelse, venskaber og følelser er vigtige begreber i børns udvikling, som vi ønsker at skabe rammer for i børnenes hverdag. I samspil med andre kan børn lære sig selv og deres omgivelser at kende. Og i samspil med andre kan de lære at sige fra og til, samt sætte grænser for sig selv verbalt og nonverbalt (kropssprog).

Ligeledes lægger vi stor vægt på, at børnene udvikler selvværd. Selvværd er det, at man har overskud, føler glæde, nyder at være sig selv og samtidig sammen med andre. Det er vigtigt, at børnene får lov til at være nøjagtig, som de er og bliver respekteret for det - og at det er i orden at have de følelser, som man har. Man må gerne blive sur, gal og ked af det - og give udtryk for det. Vi voksne skal være der til at trøste og støtte. Det er vitalt, at vi voksne "gider" børnene og kan rumme dem til enhver tid. At vi kan rumme voldsom vrede, gråd, utilpashed osv. - og ikke kun magter at forholde os til glade børn. Børn skal tages alvorligt, og deres spørgsmål, initiativer og leg skal have rum og mulighed for at kunne tilgodeses i så stort et omfang som muligt. Jo mere selvtillid og selvværd børnene har, jo lettere kan de lytte til både egne og andres behov.

Den vigtigste evne, vi kan give det enkelte barn med i livet, er tilfredsheden og troen på sig selv, så barnet selvstændigt kan vælge fra og til. Vi tror, at jo større respekt, børnene er blevet vist, jo større respekt kan de senere vise andre.

Vi vil gerne give børnene mulighed for, at udvikle deres sociale kompetence. Børnene kan i stor udstrækning selv vælge, hvad de vil lave, hvilke aktiviteter/lege, de har lyst til at gå i gang med. Dette er med til at udvikle ansvarlighed i forhold til børnene selv og til deres handlinger. Det er dog ikke altid, de selv får lov til at bestemme. Vi stiller også krav til børnene, så de kommer videre i deres udvikling. Hvis kravene er rimelige vil børnene kunne honorere dem, "vokse" - og dermed få selvværd.

For det enkelte barn betyder det:

  • Jeg er noget i mig selv
  • Det jeg kan, er noget særligt
  • De voksne interesserer sig for mig
  • De andre lærer af mig
  • Jeg lærer af andre
  • Jeg tør prøve noget nyt
  • Se, hvad jeg kan
  • Jeg tør mere

Vi ønsker at bevare børnenes medfødte nysgerrighed, idet nysgerrigheden er drivkraften for al udvikling, - det at kunne undersøge, opleve og eksperimentere.

Vi voksne skal støtte børnene i deres udvikling. Børnene øver sig og øver sig i nye ting. Det er af stor betydning, at vi voksne lader børnene selv nå frem til nogle erkendelser, så lysten til at lave forsøg, være eksperimenterende og nysgerrige bevares.

Vi vil give børnene mulighed for at tilegne sig færdigheder såvel intellektuelt, motorisk som kreativt gennem de aktiviteter, som vi tilbyder dem. Færdigheder giver selvværd/selvtillid. Et barn "vokser", når det opdager, at det kan noget nyt. Det kan være lige fra selv at tage tøj på til det at klatre op i et træ. Derudover er det væsentligt for os at give børnene ny inspiration, så de får oplevelser, der både giver glæde i øjeblikket, men også oplevelser, som vækker deres interesse og giver dem lyst til at beskæftige sig yderligere med disse ting.

Ingen børn er for små til at være overalt i Rubjerg, for de voksne er i nærheden og kan hentes, hvis det er brug for det. Det giver børnene frihed til at føle efter, hvad de selv har lyst til, - hvem de vil være sammen med - og hvor de vil søge nye udfordringer! Det kræver nogle meget opmærksomme voksne, der kan overskue børnene. Men på den måde lærer børnene en masse af de forskellige voksne, samt at voksne ikke er ens. At voksne har hver deres ressourcer, grænser og kompetencer.
- I øvrigt er det en fordel ved sygdom og ferier, da alle børn kender alle voksne godt.

Når barnet starter i børnehaven kan det starte med at blive tryg ved én stue og dens personale. Da vi har åbne døre det meste af dagen, har barnet mulighed for, at undersøge huset i dets eget tempo, og søge nye udfordringer, når det er klar til det.

Se i øvrigt "Værdier og politikker"